I dag markerer egypterne årsdagen for det oprør, der begyndte på Tahrir Pladsen 25. januar 2011. På 18 dage udviklede oprøret sig til en revolution og førte til ekspræsidenten Hosni Mubaraks fald. GadePressen ser tilbage på det arabiske forår med dansk-arabiske øjne.
Af Furat Mohammed
De arabiske revolutioner har skabt en masse glæde blandt arabere både i mellemøsten og iblandt de mange arabere, som jeg kender. Diktatur, tyranni og hårdhed er noget som virkelig har sat sit præg hos araberne i mange år. Derfor var det ikke underligt at ekstasen fandt sted efter Ben Ali flygtede fra Tunesien. Ekstasen blev slet ikke mindre af at diktatoren Mubarak blev afsat efter mere 30 år. Gaddafi, som måske har været den mest brutale arabiske diktator gennem 42 år, kunne heller ikke modstå det arabiske folks “jordskælv”. Yemens Diktator Abdullah Saleh forlod ligeledes embedet, hvilket arabere verden over ser som en kæmpe sensation.
“Hvordan kan det ske? Det var da noget, som vi hele tiden havde troet var umuligt,” tænker min far og adskillige andre arabere med garanti. Det er heller ikke helt rigtig gået op for min mor endnu. “Gaddafi og Mubarak har stort set været på magten hele mit liv. Et Libyen uden Gaddafi er en fremmed og underlig fornemmelse, men samtidig en utrolig befriende og dejlig oplevelse. Det er underligt, men utrolig glædeligt.”
Optimismen, glæden og den friske fornemmelse er heller ikke til at tage fejl af på AlJazeera, hvor adskillige arabere – både i den arabiske verden og udenfor – har lykønsket hinanden på kryds og tværs. Ekstasen og sensationen svarer lidt til dengang, da den lille Hizbollah milits i det sydlige Libanon vakte store problemer i Israel tilbage i 06.
Med disse revolutioner har araberne vist over for sig selv, at de er stærke, og at de selv kan afgøre tingene. Pessimisme er nu blevet til optimisme. I Egypten fortsætter demonstranterne på Tahrir Pladsen, selvom Mubarak er væk, og et nyvalgt parlament domineret af den tidligere forbudte organisation Det Muslimske Broderskab åbnede i mandags. Demonstrationerne skyldes blandt andet, at man stadig er utilfredse med militæret indflydelse på landet. I Syrien går mange unge i døden for at smide Assad på porten. Dette indikerer, at man vil have sin selvstændige dagsorden truffet igennem.
Her et år efter det egyptiske oprørs begyndelse er det vigtigt, at minde Joe Biden, Sarkozy og de andre om at passe på med at støtte diktatorer som Mubarak og Ben Ali i fremtiden, hvorefter man støtter oprørerne. Araberne har lagt mærke til dobbeltspillet. Araberne ønsker selv at bestemme. De ønsker egen frie vilje. Pessimismen, som har domineret i mange år, har nu vendt sig til optimisme. Araberne er blevet stærke og bevidste. De – og især de unge – vil ikke længere finde sig i undertrykkelse. Men hvad vil det hele føre til? Vi venter spændt!